Denne artikel og spillet Lynlitteratur er blevet til i et samarbejde mellem
Ulla Birgitte Alkjærsig: Lektor på Viby Gymnasium i dansk og spansk
Maria Bøgebjerg Mikkelsen: Lektor på Horsens Gymnasium i dansk og oldtidskundskab
Astrid Midtgaard Hvelplund: Adjunkt på Viby Gymnasium i dansk og religion
Pernille Jacobsen og Henrik Krogh, Lynhistorier og Bird in Hand
Tilbage til læseoplevelsen
Måske har du prøvet at græde over skønheden, stringensen og dybden i Inger Christensens digte for så senere at lange analysevejledninger og arbejdsspørgsmål ud til 2.a, der pligtopfyldende, men automatisk udfylder og besvarer dem. Ingen tårer, ingen jubeludbrud over mødet med den fantastiske litteratur, ingen smertefulde erkendelser. Engang imellem kunne vi måske blive bedre til at lade eleverne mærke, at ordet oplevelse står før analyse og fortolkning i danskfagets bekendtgørelse. Vi håber, at vi her kan inspirere til nye måder at få eleverne til at opleve litteraturen.
Vi har i danskundervisningen erfaret, at litteraturlæsningen let kan komme til at fokusere på analyseværktøjer og begreber, som skematisk fører til tolkning. Ulempen kan blive, at eleverne i værste fald ikke oplever litteraturen som noget vedkommende: Inger Christensens digte reduceres til materiale, der kan fyldes ind i en model. Eleverne skal have rum til at have en oplevelse med litteraturen og erfare, at denne oplevelse sagtens kan føre direkte ind i det faglige arbejde. Derfor har vi, 3 erfarne dansklærere fra gymnasiet og Pernille Bandholm Jacobsen og Henrik Krogh fra lynhistorier, Sammen udviklet en særudgave af spillet Lynhistorier, der sætter elevernes personlige oplevelse af litteraturen i fokus. Lynlitteratur er et spil, der aktiverer alle elever og træner deres mundtlige kompetencer. Dertil kommer, at eleverne oplever at være fri for præstation, bedømmelse og karakterræs for en stund – noget som i disse tider giver et tiltrængt pusterum for såvel den stærke som den svage elev. Mindst lige så vigtigt har spillet den effekt, at eleverne trænger ind i litteraturen hurtigere og mere effektivt via de personlige oplevelser. Den personlige tilgang er ikke på nogen måde på bekostning af den faglige.
Hvad går spillet ud på
Reglerne for Lynlitteratur er simple, og spillet behøver ikke at tage mere end 20 minutter. Eleverne sætter sig omkring et bord i grupper af fire. På bordet ligger en bunke fortællekort og noget at tage tid med. Den første fortæller trækker et kort og får her et stikord til sin fortælling om sin læseoplevelse med teksten. På kortet kan der eksempelvis stå “En følelse jeg fik undervejs” eller “Et sted jeg kunne se for mig”. Fortælleren skal ikke kræve af sig selv, at det hun fortæller er dybt originalt eller har en fantastisk pointe, men fortællerens opgave er at være nysgerrig på, hvad der dukker op. Der er ingen krav om brug af begreber, værktøjer eller at ramme plet ift. en tolkning. Vi er på jagt efter den spontane og ucensurerede læseoplevelse.
Fortælleren har et på forhånd fastlagt tidsrum at tale i – fx to minutter. Den stramme tidsstyring giver den elev, der sjældent tager ordet, ro, så hun kan finde ud af, hvad hun vil sige i sit eget tempo, og få lov at tale færdig uden at blive afbrudt. Samtidig giver det den elev, der altid har meget at sige, et tydeligt signal om, hvornår taletiden er brugt op. Mens fortælleren taler, lytter de tre andre elever. De kan ikke kommentere eller komme med gode råd – de kan kun lytte. Turen går på skift, så alle eleverne får lov at komme til orde på lige vilkår.
Lynlitteratur handler således om at dykke ned i elevernes læseoplevelse. Det handler om, at alle får mulighed for at fortælle, og at alle øver sig i at lytte. Spillet giver adgang til elevernes spontane reaktioner på og tanker om litteraturen – reaktioner og tanker, de endnu ikke har fået “styr” på. Det betyder, at de ikke allerede har besluttet sig for en pointe med det, de fortæller, inden de siger det. Måske opstår pointen, mens de taler. Fortællekortene, der inspirerer eleverne til at fortælle, lægger op til små fortællinger, den lille detalje, eller de historier, der endnu ikke er blevet fortalt. Det er langt nemmere at fortælle om en lille detalje, der påvirkede én i en tekst, end at lægge den store fortolkning på bordet og sætte den ind i et litteraturhistorisk perspektiv. Når eleverne får rum til at tale om litteraturen med udgangspunkt i deres personlige læseoplevelser, er det lettere at genetablere en nysgerrighed på deres egen oplevelse af litteraturen og på de andres oplevelser – og så får det efterfølgende faglige arbejde pludselig en ekstra dimension.
At træne både fortælle- og lyttemuskel skaber bedre læsere
Vi oplever, at Lynlitteratur både bringer fagets almendannende karakter i spil og beriger den faglige litteraturanalyse. Det almendannende ser vi, idet metoden træner elevernes fortællemuskel og lyttemuskel, fordi de to minutters taletid giver en fast og dermed tryg ramme at tale og lytte i. Her er ingen krav om et bestemt fagligt niveau, ingen vurdering eller bedømmelse og ingen forkerte svar. To minutter lyder ikke af lang tid, men eleverne siger blandt andet, at “Jeg er vant til følelsen af, at folk ikke gider lytte ret længe, så her var det rart, at jeg fik tiden til at fortælle mange flere detaljer, end jeg plejer”. Mange er uvante med at tale uden afbrydelser, ligesom mange af vores elever er ukoncentrerede lyttere. Det er bl.a. den almendannende evne, der trænes med Lynlitteratur.
Det er ligeledes vores erfaring, at det faglige arbejde med litteraturen i høj grad styrkes, når eleverne indledningsvist får lov til at blive i oplevelsen af den læste tekst, fordi denne oplevelse sagtens kan bruges efterfølgende som et skridt mod forståelse og tolkning. Hvad enten det drejer sig om folkeviser, Et Dukkehjem eller en novelle af Højholt er erfaringen den samme: Eleverne oplever stor variation i undervisningen, når vi bruger Lynlitteratur, de oplever at få rum til helt andre måder at tale sammen på, og de oplever helt nye sider af danskfaget. Det interessante – og måske ikke så overraskende – er, at de sagtens kan sætte ord på det centrale i selv “svære” tekster, så længe de tager afsæt i at tale om det med et oplevelsesorienteret fokus. Et helt konkret og oplevet eksempel var i mødet med novellen “Skabningens suk” af Per Højholt, hvor en elev fik fortællekortet “En film det minder mig om”. Eleven kom til at tænke på en film med en engel med store vinger, og dette gjorde gruppen opmærksom på at tillægge vingerne i novellen en tolkende betydning. Eleverne oplever altså, at de faktisk umiddelbart fanger mange pointer i litteraturen uden først at gå den slaviske og indimellem dræbende vej gennem analysemodeller og arbejdsspørgsmål. Derefter kan analysearbejdet virke mere meningsfuldt og beriget af den begejstring, litteraturen i sig selv vækker i eleverne – hvis vi giver den lov.
At nå det hele og have det sjovt imens
Som dansklærer føler man ofte, at tiden er knap: Vi skal på tre år lære elever, der knapt kan sætte punktum, at skrive essays, vi skal indføre dem i litteraturhistorien, vi skal igennem kanonforfatterne, vi skal lære dem om fakta- og fiktionskoder, modernisme og appelformer. Derudover skal man aflære dem nogle af de “dårlige” vaner, de har med sig fra folkeskolen, fx at de “føler, at hovedpersonen er en mand”. Vi forsøger at vænne dem af med at føle og i stedet læse. Man kunne således frygte, at en metode som Lynlitteratur resulterer i en selvcentreret læsning løsrevet fra teksten selv, men vores erfaringer peger på, at eleverne ret hurtigt bevæger sig fra deres egne oplevelser ud i et større perspektiv. Faktisk fungerer det, der umiddelbart kunne ligne et tilbageskridt, som en effektiv (gen)vej til det faglige – samtidig med at eleverne engagerer sig og morer sig. Det faglige niveau hæves, hvis man kan få motiveret også de elever, der ikke som udgangspunkt møder op med interessen for litteratur. Interesse og motivation kan være forudsætningen for, at de overhovedet begynder at tilegne sig værktøjerne.
Sune Weile nævnte netop litteraturoplevelsen som noget centralt og lidt overset i danskundervisningen på årets FIP-kursus. Litteraturen kan gøre os klogere på os selv, kan udvide vores følelsesregister og kan øge vores empati, men det kræver, at vi, når vi serverer Inger Christensens digte for eleverne, sætter oplevelsen før analysen.
Tips til fortælleren:
Drop originalitetskravet
Start i læseoplevelsen, ikke i analysen
Tag gerne udgangspunkt i en detalje
Beskriv, hvad du tænkte, følte, bemærkede, da du læste teksten
Nyd det
Tips til lytteren:
Lyt!
Vis den, der taler, at du lytter – kig på vedkommende
Kommenter ikke, konkluder ikke
Drop gode råd
Læn dig tilbage, og lad historien gribe dig
Eksempler på fortællekort:
“En følelse jeg fik undervejs”
“En genstand jeg kunne se for mig”
“Hvis hovedpersonen var min ven, ville jeg sige…”
“En situation jeg kunne genkende”
Elevcitater:
”Det var rart at få luft til bare at vælte ud med alt det, man havde”
”Sådan noget har vi ikke gjort før. Det kunne have været lækkert, hvis vi havde talt sådan sammen fra starten”
“Nu er det faktisk sjovt at læse lektier til dansk!”