Odin teatret og Lynhistorier
af Pernille Jacobsen
Hvilken forestilling lever inde i publikum, når de er i teatret?
Har de mon lyst til at dele den med hinanden efter forestillingen?
Kan vi skabe en ny form for publikumsamtaler, der inviterer til at dele undren, det ufærdige og det man endnu ikke har forstået efter en forestilling?
Sådan lød nogle af de spørgsmål lektor fra Dramaturgi Erik Exe Christoffersen og jeg blev optaget af en aften, hvor vi tilfældigvis var landet til den samme fest.
“Selvfølgelig har de lyst til at dele det med hinanden,” var mit umiddelbare svar. Og, “selvfølgelig kan vi skabe et koncept, der gør det muligt. Det handler bare om at få dem til at fortælle hinanden historier.”
Min stærke overbevisning kom fra mit arbejde med udvikling af spillet Lynhistorier, hvor jeg har lavet en lang række offentlige samtale-eksperimenter, hvor mennesker, der ikke kender hinanden, har mødt hinanden gennem små historier fra deres eget liv, frem for gennem den store historie “Hvad laver du, hvor bor du, hvor mange børn har du?” Det var min erfaring, at det er let at få mennesker til at mødes gennem historier, og det var min klare forestilling, at at det kunne overføres til bearbejdning af hvilken som helst teaterforestilling.
“Fint,” sagde Exe. “Vi skal fejre Odin Teatrets 50 års jubilæum i næste måned. Lad os prøve idéen af på deres forestilling.”
Således overbevist satte jeg ugen efter kurs mod Holstebro for at se Odin Teatrets forestilling “Det kroniske liv” og for at finpudse konceptet.
Efter forestillingen var min stærke overbevisning forsvundet. Jeg var fyldt til randen med voldsomme billeder og indtryk. Jeg var stum. Jeg forstod ingenting. Jeg ville hjem. Jeg havde ikke lyst til at dele noget med nogen.
Da jeg kom hjem skrev jeg en lang mail til Exe, hvor jeg på alle måder forsøgte at forklare ham, at vores idé om en ny form for publikumssamtaler var glimrende på papiret, men uduelig i praksis – især, når det handlede om Odin Teatrets forestilling.
Exe responderede kort: “Hej Pernille. Du har ret i, at det er heftigt. Men det skal ikke forhindre os i samtalen.”
Og han havde ret. Forestillingen er heftig, voldsom og svær at forstå. Ganske ligesom verden i øvrigt: Krigen i Afghanistan, den nye folkeskolereform eller tanken om at Indlandsisen smelter.
Exe´s mail overbeviste mig om at fortsætte: Netop når vi ikke forstår, når vi bliver stumme og har lyst til at løbe væk, giver det mening og undersøge, hvordan vi kan skabe en ramme for, at samtalen alligevel bliver mulig. Både i teatret og i vores liv i øvrigt.
Og måske handler det om i første gang at droppe tanken om at forstå og have styr på,
Så vi gjorde det. Vi lod Lynhistorier møde det Kroniske liv og publikum. Før forestillingen slog vi på glasset, og inviterede publikum til at mødes efter forestillingen og dele deres oplevelse med Det Kroniske Liv.Vi gjorde opmærksom på, at det vigtige ikke var at have forstået, analyseret eller gennemskuet Odin Teatrets idé med forestillingen.
Vi inviterede til en samtale båret af nysgerrighed: Hvad ville den her forestilling mig – og hvad ville den dig?
60 mennesker dukkede op efter forestillingen den første dag. De så helt groggy ud, da de kom ind i rummet. De fleste blev, og andre forlod rummet igen, da de fik øje på alle de andre deltagere. Jeg introducerede kort til konceptet og bad dem række hånden frem mod et menneske de ikke kendte, sige deres navn og fortælle om et stærkt billede fra forestillingen, lytte til den andens stærke billede og hilse på en ny.
Det var tilsyneladende ligetil.
Jeg så en gruppe af mennesker, der vendte sig mod hinanden. Der fortalte med åbne øjne og fagter og lyttede intensivt og nænsomt. Måske var det svært at forholde sig til forestillingen som helhed, men det var let at fortælle om en detalje i forestillingen.
Jeg var selv med i øvelsen og fik hele tiden en ny varm næve i hånden og en ny beskrivelse af et billede fra forestillingen set fra en helt anden vinkel, end jeg selv havde set det. Eller et billede jeg slet ikke selv havde været opmærksom på. Jeg var overrasket over, hvor optaget jeg blev af de andres beskrivelser, og hvor interessant de andre tilsyneladende syntes mit billede var.
Pludselig havde vi transformeret os fra at være 60 individer, der hver i sær havde været inde og se en forestilling, til en gruppe, der havde oplevet noget sammen.
Jeg bad folk finde sammen i grupper af 4, med nogle, der havde samme temperatur i hænderne som dem selv. Deltagerne grinede, trykkede hænder, målte temperatur og rystede på hovedet, eller gik videre sammen fordi temperaturen passede. De satte sig i grupper af 4 og spillede den næste halve time Lynhistorier, der var specialproducerede til lejligheden.
Kort beskrevet:
Den første fortæller trækker et kort. På kortet stå der måske “En lyd der påvirkede mig i forestillingen”, “en figur jeg kunne kende fra mit eget liv” eller “der var håb”.
Fortælleren begynder at fortælle, så snart det første billede dukker op.
Et timeglas bliver vendt, og fortælleren har højst 3 minutter til at fortælle
De andre lytter. De kommenterer ikke, de stiller ikke spørgsmål. De lytter bare
Så er det næste fortællers tur.
Igen så jeg mennesker læne sig ind mod hinanden. Jeg så dem grine. Være alvorlige. Være stille. Være ivrige. Og jeg så dem være det sammen. Inden de gik hjem skrev de nye historiesedler til publikum til dagen efter.
Exe og jeg var tilfældigt dumpet ned i den samme fest et par måneder tidligere. Vi havde en fælles drøm om at udnytte det momentum, der er, lige når en forestilling slutter, den øgede sensitivitet og fornemmelse af at “kanalerne står åbne”.
“Det kroniske liv og Lynhistorier” var det ét skridt på vejen mod en ny form for publiumssamtaler. Gad vide, hvor næste skridt fører os hen.
Jeg talte med Eugenio Barba efter samtalerne. Han var begejstret: “Det var så spændende at se, hvordan folk bare gik i gang fremfor at overveje, om det de gjorde var godt nok.”
På den måde mindede publikumssamtalerne ganske meget om en teaterimprovisation, der først får nerve, når skuespillerne slipper tanken om at præstere og være originale og starter med det der ligger lige for.